Mål for ADH:
Sabine Pedersen 8, Dzenita Bajic 8, Stine Jørgensen 7, Rikke Ebbesen 4, Signe Sjølund 3, Arna Sif Palsdottir 2, Adrienn Bognar 1, Louise Lindholm 1, Alette Stang Andersson 1.
Efter en skidt start på året var alle sejl sat til for at hive en sejr og to point i land, så drømmene om den eftertragtede slutspilsplads kunne bevares. Og der blev lagt hårdt fra land! Aalborg DH-pigerne var i dén grad opsatte på at bevise, at de kan lege med i den sjove ende af tabellen. Ana Vojcic stod en brandkamp i målet, hvor hun hev den ene superredning efter den anden ud af sit lyserøde ærme. Forsvaret kæmpede lidt med den defensive præstation, men dog ikke mere end, at de nordjyske piger kunne gå til pausen med en komfortabel og yderst velfortjent føring på 18-13.
I anden halvleg blev de sidste takter slået an og alle HC Odenses fejl blev straffet benhårdt af et sprudlende hjemmemandskab. Sabine Pedersen og Dzenita Bajic stod for 8 kasser hver, ligesom kampens spiller, Stine Jørgensen, ikke stod tilbage for målscoringerne: hele 7 blev hamret i nettet fra hendes hånd. I det hele taget var det til at få øje på, at trænerteamet havde arbejdet benhårdt på at gøre spillerne både fysisk og mentalt klar til denne vigtige kamp – og det gav virkelig pote. HC Odense blev sendt retur til Fyn med et nederlag på imponerende 35-23 – og det var ikke ét mål for meget. Der var kort sagt en verden til forskel fra årets to første kampe.
Det var da også en særdeles positiv cheftræner aalborgdh.dk mødte efter kampen, og han stod klar med roser til sine spillere:
”Vi beviser, at selvom der er et stykke vej til toppen, så er der altså virkelig langt til bunden! Vi overholdte vores aftaler, strategi og holdt fast i koncepterne, vi havde diskuteret, så det var virkelig fedt at se, at vi kan føre det vi taler om, ud i praksis.”
Aalborg DH