I pigernes 2. kamp i sæsonen, kom første nederlag desværre. Fortjent, men så alligevel ikke. Vi var slet ikke klar fra start i dag og så er FCM for stærke. Vi lærte en masse om vores bundniveau, set ud fra de første 45 min, som udelukkende afhang af enkeltmandspræstationer og redninger fra to velspillende keepere i Kristine Hedegaard og Sofie Torngaard.
Ved pausen, kun bagud med 4, troede vi på at vi kunne rejse os og vise det niveau vi ved pigerne har, desværre gik der alt for lang tid og bagud 28-20 med 10 min tilbage, så det umuligt ud. Det viste sig også at vores comeback ikke var nok, men vi går fra 2. halvleg og ved at vi kan spille bedre. Det skal stadig nævnes, at på de sidste 10 min, spiller vi rigtig fint og tager initiativet i kampen. Og en velspillende trio i Katrine Skals, Emilie Christensen og Matilde Nielsen fik endelig vist den fart i spillet som vi kender dem for.
Næste opgave er allerede på søndag, hjemme mod Team Tvis Holstebro. Det er kl 13:30 i KFUM hallen og der skal helt andre boller på suppen! Vi håber på god opbakning i hallen og vil så vise at vi godt kan spille håndbold på topniveau.
FC Midtjylland-Aalborg DH 31-28 (13-9)