Først fra U16
Team Tvis Holstebro-Aalborg DH 21-18
Sidste kamp inden jul bød på en svær udebanetur til Holstebro, som på forhånd var kvalificeret til ligaen efter jul. Vi vidste derfor at Holstebro på papirer ikke havde noget at spille for, men dog at de sultede efter revanche, efter at vi slog dem på hjemmebane.
Kampen var præget af to gode forsvar og fine redninger i begge ender. Vi kan helt sikkert takke Kristine Hedegaard for at holde os inde i kampen i store perioder og skabe gode muligheder for vores 1. og 2. bølge.
Angrebsspillet flød bestemt ikke i Holstebro og vi levede meget på enkeltmandspræstationer. Vi havde dog en god periode i midten af 2. halvleg, hvor vi gik fra 10-12 til 16-12, desværre slap kræfterne op og vi kunne mærke at vi stadig er meget ramt af skader og trækker på de samme spillere i store perioder.
Nu står der et par rolige uger på programmet, så vi kan få så mange spillere klar som muligt og være klar til fortsat udvikling efter jul.
Vi takker Holstebro for en fin kamp og de medrejsende forældre for god støtte!
God jul
Så fra U18
Vores liga muligheder var blevet afgjort dagen inden den sidste kamp ude mod Randers. En kamp vi ellers havde håbet på skulle være en ”finale”. Dette blev det desværre ikke, hvilket naturligvis var meget ærgerligt!
Vi blev dog enige om, at vi ville levere et godt afsluttende indtryk i denne super pulje. En pulje, der har været præget af meget tætte og spændende kampe, som har været utrolig udviklende for alle parter. Kampe, der har været præget af høj intensitet og rigtig god håndbold.
Det var dog tydeligt, at dette ikke var en afgørende kamp. 1. halvleg præget af en meget stille og ikke specielt sindsoprivende spænding. Der blev dog til tider vist rigtig fint håndboldspil i begge ender. Vores forsvarsspil skulle lige indstille sig på Randers helt store profil i denne efterårssæson, Cecilie Hansen, der især i det første 15 min skabte rigtig store problemer. Dog blev hun en smule neutraliseret, da vi fik Nicoline Skals - der spillede sin 1 U18 kamp i denne sæson, og gjorde det virkelig godt – frem og dække lidt offensivt på hende. Dette gav os en lille føring ved pausen.
2. halvleg blev til gengæld langt mere intens og det viste sig hurtigt, at ingen af holdende ville ”slå op i banen”.
Vi missede desværre en mulighed for en 4 måls føring i starten af 2. halvleg og herefter var det helt tæt. Herefter kom Randers stille og roligt tilbage i kampen og føringen skiftede lidt mellem holdende. Fejlene var mange, men fighten var vendt tilbage og det var super fedt, at se. Begge hold skiftede med at have perioder med dårligt spil og det var derfor helt naturligt, at kampen skulle være tæt helt til sidst. Med ca. 30 sekunder igen scorede Kristina Logvin et godt mål ude bagfra og bragte os foran med 1. Dog fik Randers tilkæmpet sig et straffe med 5 sekunder igen, der blev eksekveret til mål efter tid. Et helt retfærdigt resultat.
Vi ærgrer os naturligvis over, at det ikke blev os der snuppede den eftertragtede ligaplads. Dette vil dog ikke forhindre os i stadigvæk at udfordre pigerne optimalt i løbet af foråret således, at deres udvikling kan fortsætte. Og der ønskes held og lykke til Randers og Sønderjyske i ligaen.